Angsten
for heste forsvandt og lidt mere
|
| |
|
|
| |
|
Angst for heste og lidt mere
I det halvkedelige efterår 2007 befandt
jeg mig et sted i Nordsjælland. Jeg
havde solgt min bil og insistere på at
cykle til arbejde. Jeg boede i Birkerød
og dem der bor omkring Høveltevej ved,
at der for cyklister kun er tildelt et
område på størrelse med en regnorm. Jeg
fik flere langefingere end glade vink i
den tid. Ikke fordi jeg er en særligt
bredrøvet eller umulig cyklist - jeg
hørte bare ikke til i den morgentrafik.
Der var flere faktorer der gjorde min
eksistens til en gang røvsyg
steeplechase. Stikord i form af
kæresteproblemer, en viiildt negativ
kollega der forpestede min ellers så
glade sjæl og hjemve, fordi jeg er
ærkefynbo.
I den tid rendte jeg ind i Tulle
Hyllested. Vi mødte hinanden, ved et
tilfælde, igennem hesteinteresse og på
trods af hendes gennemskuende og kærlige
blik følte jeg mig tryg i hendes
selskab. Normalt kunne det sikkert
skræmme folk med sorte gemmer i skuffen,
men den kvinde fik mig altså til at åbne
op.
En dag besluttede jeg mig for at lade
hende hypnotisere mig. Ud over mine
sjælelige polemikker var jeg bange for
noget så simpelt som at hente heste ind
fra folden. En ulykke med en unghest for
en del år siden gav mig en skræk i
livet. Så meget at det forhindrede mig i
at dyrke min interesse.
Tulle inviterede mig ind i hendes rolige
og lyse klinik i Allerød. Billederne på
væggen og hendes rolige stemme fik mig
til at slappe af.
Hun spurgte ind til mine
problemstillinger, gav sig god tid og
kom med nogle ret sigende svar. Faktisk
fik hun pillet alt ud af mig, så der kun
var hestene tilbage.
Da jeg endelig lå på den behagelige
briks og sank dybere ind i
underbevidstheden skal jeg ærligt
indrømme at jeg ikke kan huske mere.
Men da jeg vågnede følte jeg en indre ro
og glæde. Jeg anede ærligt talt ikke om
det hjalp en dyt, da jeg aldrig har
troet på hypnose og måske oven i købet
været lidt skræmt ved tanken.
En måned senere havde jeg glemt alt om
hypnosen og Tulle, men så opstod
situationen hvor jeg skulle hente to
fuldfede og halvgnavne holstenere ind
fra en fold.
Det var først da jeg stod i stalden
alene med de to heste, at det gik op for
mig.
Jeg havde hentet dem ind alene, det var
gået godt og jeg hyggede mig!!!! Angsten
havde altså ikke opsøgt mig hverken før,
under eller efter hentningen af hestene.
Siden hen er det blevet til flere
fold-ture og jeg føler mig tryg ved at
lave jordarbejde med dyrene igen. Jeg
mærker selvtilliden og ved nøjagtigt
hvordan jeg skal reagere når dyrene
bliver urolige. Det er præcis den samme
følelse som når jeg sidder på dem. Den
forældreagtige beroligende tyngde som
glider ned igennem sadlen og siger
pruuuh uden ordlyd til en ilter hest,
kan også sagtens udøves fra bunden.
Det er skønt og ubeskriveligt. For jeg
har virkelig savnet selskabet med de
store dyr og har manglet dem siden
ulykken. Jeg har redet siden barndommen
og det har altid været en stor og
uundværlig del af mit liv.
Tak Tulle!
Tamara Furrer
|
|
|
