Hvordan
ved jeg ikke....
|
| |
|
|
| |
|
Hvordan, Hvornår og Hvorfor ved
jeg ikke
Jeg ved bare at i 10. klasse, var det
for sent for mig at starte på at lære
engelsk.
Jeg er absolut ikke genert, og valgte
efter 10. at bruge et år på drama, på en
produktionsskole.
Men der var dog et minus ved det, nemlig
at jeg havde lovet mine forældre at
forbedre mit engelsk på det år, med
noget aftenskole.
Efter 5 gange valgte jeg at hoppe fra,
selvom det var et sødt engelsk hold med
folk på niveau med mig selv. Jeg rystede
når jeg skulle til time og svedte i
hænderne og tænkte utrolig meget på det
hele tiden, alt i alt gik det mig
utrolig meget på.
Jeg sagde intet til mine forældre, sagde
altid at det gik super på engelsk
holdet. Stille fik jeg sat en masse
tvangstanker op for mig selv. Jeg ville
ikke handle, jeg ville ikke tag
telefonen hvis jeg ikke kendte nummeret
og ville slet ikke selv ringe op.
Mens det stod på ,spillede jeg teater og
levede på en måde et dobbelt liv. Men
værst af alt var det, da jeg skulle til
møde på det uddannelsessted som skulle
fortælle mig om, hvordan jeg kom videre
til et pædagog seminarium.
For da jeg kom, var adgangskravene lavet
om. Jeg skulle ikke længere bare have
dansk på 1 niveau og et andet fag på b
niveau. Nej nu skulle jeg have engelsk,
engelsk på B niveau.
Jeg kunne tude da jeg hørte dette, og
måtte med mig selv tage op om jeg ville
være pædagog eller droppe drømmen. Men
jeg var stædig og tænkte at jeg ikke
kunne droppe det som altid havde været
den store drøm.
Jeg meldte mig til men også fordi jeg
havde en far og mor som jeg ikke ville
skuffe. Havde de ikke været der var jeg
måske hoppet fra. Jeg begyndte så efter
sommerferien i skole. Jeg havde det
stadig ikke nemt.
Jeg startede med at være med i timerne,
læse op og læse oversættelser jeg selv
havde lavet. Efter et par gange kunne
jeg ikke mere, jeg fik meget fravær ,men
kunne alle gode undskyldninger om at det
ikke gik godt derhjemme og jeg var syg
osv.
Da eksamen nærmede sig, kunne jeg igen
mærke presset og alt vendte op og ned,
jeg græd bare det mindste skete, mine
andre forbier blev forstærket og jeg
lukkede mig meget inde.
Jeg fandt ud af med mig selv at dette
ikke kunne gå, jeg måtte tage en samtale
med mine forældre. Frygten for at de
ikke forstod mig var stor, og jeg var
bange for at de ville blive kede af at
jeg havde skuffet dem ved at stoppe til
engelsk året før og ved at fortælle om
min store fraværs procent, som også kun
jeg kendte til.
Mine forældre ville meget gerne hjælpe
og fandt ud af at jeg kunne gå til noget
intensiv engelsk undervisning. Var det
blevet til noget, tror jeg ikke jeg var
mødt op, men heldigvis kunne vi ikke nå
det, på den tid jeg havde.
Hypnosen hjalp mig ud af mit
mareridt
Et familiemedlem fik hypnose hos Tulle
og jeg spurgte desperat om hun
ville spørge Tulle om hun kunne hjælpe
mig. Familie-medlemmet ringede hurtigt
tilbage til mig og sagde at Tulle gerne
ville hjælpe mig og at jeg bare selv
skulle ringe til Tulle.
Normalt ville jeg aldrig have ringet, da
jeg havde en fobi omkring det at ringe
op. For mig var det eneste udvej, så jeg
fik ringet og fik en aftale i hus. Tulle
var sikker på hun kunne hjælpe mig og
jeg var klar til at gøre alt for at
klare den eksamen.
Jeg tog op til Tulle og jeg var virkelig
nervøs for om dette ville hjælpe og om
det var det rigtige at gøre. Jeg følte
det som om jeg bare ikke kunne bakke ud
men fik virkelig åbnet mig over for
Tulle om alt hvad som gik mig på og mine
forbiere.
Jeg kom i en let hypnose og følte
faktisk slet ikke at noget var gjort.
Jeg var jo næsten vågen, klar til at
kunne rejse mig hvis jeg ikke gad mere,
men noget var sket.
Dagene efter havde jeg det lidt skidt,
mest fordi jeg aldrig havde åbnet mig
sådan overfor nogen og også fordi jeg
faktisk var kommet lidt tættere ind på
mig selv.
Tulle mente at vi skulle ses en gang
mere og vi lavede en aftale. Anden gang
mødte en meget glad pige op, en pige som
faktisk strålede af lykke. Og jeg var
klar til at lære mere om mig selv.
Jeg var der i ca. en time, og på samme
måde som tidligere, havde jeg det som om
jeg bare lå med let lukkede øjne. Denne
gang må jeg have været lidt længere væk
for tiden passede slet ikke med den tid,
jeg troede der var gået.
Da jeg tog derfra fik jeg sådan lyst til
at handle og tog i Føtex alene og
handlede. Jeg blev helt overrasket over
mig selv og ringede til Tulle for at
sige hvor glad og lykkelig jeg var. Jeg
ringede til og med til mine forældre
,søster og min kæreste. Alle skulle vide
hvordan jeg havde rykket mig.
Jeg var godt forberedt og alle andre
eksamener var lagt lidt væk da de ikke
var et problem for mig. Det var en 24
timers eksamen og jeg havde derfor
siddet med en anden og terpet engelsk.
Til engelsk-eksamen mødte jeg op en time
før jeg skulle ind ad døren og var
faktisk ikke særlig nervøs. Jeg læste
mine papirer lidt igennem og var klar.
Jeg blev kaldt ind til eksamen og nu
blev det svært. Min stemme rystede
meget. jeg svedte. Jeg kiggede ned i
bordet og når min lærer talte om andre
bøger og hvordan de hang sammen med det
jeg havde læst måtte jeg jo sige "I
don't know".
Da jeg stod ude foran døren og ventede
på min karakter. Min lærer kom ud og
sagde "Du har fået 4". Da han så skulle
til at forklare hvorfor jeg ikke havde
fået mere sagde jeg bare, jeg er vildt
glad og lykkelig, i skulle bare vide.
De andre fik så at vide at jeg havde
gået til hypnose for at kunne klare den
eksamen jeg ellers ville have droppet.
Følelsen efter eksamen var mærkelig,
ingenting gik mig sådan rigtig på, ikke
noget som pressede. Jeg skulle aldrig
mere have engelsk i en skole.
Jeg går nu på pædagogseminarium og er
virkelig glad for det. Tænk hvis det
engelsk skulle sætte en stopper for min
drøm.
I dag kan jeg slynge om mig med engelske
udtryk uden at det går mig på, jeg er
ikke god til det men jeg gør det.
Jeg kan handle og tage telefonen dog kan
jeg mærke at det er noget jeg ikke
bryder mig om, men jeg gør det. Og jeg
ved jeg kan.
Men i hvert fald er jeg lykkelig over at
jeg havde muligheden for at få hjælp af
Tulle.
Ingen ord kan beskrive hvor glad jeg er,
for alt det som er hændt mig efter at
jeg fik hjælp af Tulle.
Kærlig hilsen
Katrine Pilemann
|
|
|
